På tur med Fiskemagasinet- Smukke ørreder.
Det er lørdag morgen den 15. november og klokken er 05:00, da vækkeuret ringer. Det er tidligt at skulle op, men jeg er frisk for vi skal på fisketur. Jeg er nervøs fordi vi skal optage fiskemagasinet og for ikke at fange noget, når nu der er kamera på. Kl 05:40 ca. ankommer vi til Simons Put and Take, det er mørkt og koldt og vi kan ikke se så meget. Der er allerede nogle biler på P-pladsen og nogle fiskere der er på vej ned til søen. Vi venter spændt på at Mads Hussing og hans familie ankommer. Endelig ankommer de og nervøsiteten bliver lidt mindre. Vi får hilst på og hanket op i alt grejet og bevæger os ned langs søen og hen til den plads Simon har udvalgt til os. Vi får rigget lidt grej til, spist morgenmad og snakket lidt mens det langsomt bliver lysere. Jeg overvejer flere gange at gå i gang med fiskeriet men jeg er stadig nervøs og at det er mørkt gør det ikke bedre, da jeg ikke er vant til at fiske i mørket. Heldigvis bliver det jo lyst igen og jeg føler mig mere tryk ved fiskeriet. Det første stykke tid sker der ingenting. Vi flytter plads, da vi har hørt at der bliver fanget godt med fisk på en af nabo pladserne og de to flinke fiskere der står på pladsen vil gerne lave plads til mig. Jeg starter med at fiske med min ”lykke” spinner som der plejer at give fisk men den bringer ikke held i dag. Så jeg skifter til en hvid stripper og der går ikke mange sekunder før jeg mærker et godt hug og fisken tager nogle gode udløb. Jeg er fuldstændig lettet over at have fanget fisk mens der er kamera på. Jeg var så nervøs for ikke at fange noget. Men efter en god fight kan jeg lande en smuk, smuk blank regnbueørred. Jeg vil gætte på den vejede omkring 2kg. Jeg tænkte ”Fedt! Det er den hvide stripper, fiskene vil have”. Meeen nej, efter denne ene fisk var der ikke mere respons på den hvide stripper… Nå hvad gør man så? De to flinke fiskere ved siden af mig fiskede med bombarda og tilbød at rigge et bombarda set up til på min stang. Det takkede jeg selvfølgelig pænt ja tak til. Jeg blev også tilbudt at låne en flue men der takkede jeg pænt nej. For i anledningen af at vi skulle optage et program om piger og lystfiskeri havde min far bundet en helt pink flue og den skulle prøves. Det kunne jo være lidt sjovt at fange fisk på en tøseflue når nu det var pigefiskeri det handlede om. Og sørme så om tøsefluen ikke bragte mig held! Jeg fik hjælp til at kaste ud da min balance ikke er så god og jeg er ikke vant til at kaste med et langt rig. Der gik ikke længe før en fisk tog tøsefluen og sørme så om det ikke var en guldørred, min første guldørred også på min pink flue! Det lykkes mig i løbet af dagen at fange hele tre fisk på den pink flue og en på en hvid stripper. Min far fangede to på flue og Kristian en på ”lykke” spinneren.
Selvom det var en kold og blæsende dag var det en super hyggelig dag ved Simons Put and Take. Jeg håber at vejret er mindre blæsende og at der går en stor fisk og venter på mig til næste gang jeg besøger Simons Put and Take!
Jeg har desværre kun et billede af mine fire fisk fra turen, da jeg koncentrede mig om fiskeriet og tv-optagelserne.