På turen til Sjælland havde jeg allieret mig med Rene fra flatattack, som gerne ville med på lidt fisketure i løbet af ugen. Jeg har jo ikke fisket stør, så meget, så jeg havde pænt spurgt Rene om jeg kunne låne noget størgrej af ham. Det kunne jeg heldigvis sagtens. Der er jo også en del regler på stør området, man skal følge og grejet skal leve op til, så derfor er det altid godt, som nybegynder på det område, at alliere sig med en, som har prøvet det mange gange før.
Vi har campingvogn og jeg har været så heldig, at vi har haft campingvognen med til alle søer undtagen en, hvor vi lå på campingplads istedet.
Vi startede turen med at køre til Fyn og overnatte, hvorefter vi kørte lige over Storebæltsbroen, hvor vi tog 2 overnatninger og her efter gik turen mod første sø.
Hove Fiskepark: Størfiskeri
Første besøg på vores Sjællands tur stod på Hove fiskepark, hvor der skulle fiskes stør.
Jeg havde forinden besøget aftalt med flinke Michael(søejer), at vi måtte have campingvognen med. Og vi fik den smukkeste plads til den. Helt ned til søen. Da vi ankom til søen fik vi sat campingvognen og jeg gik ud for at se lidt på søen. Jeg fik snakket med lidt forskellige og Michael som har søen kom også forbi og fik en god snak og jeg fik lidt viden om søen og bundforhold osv. Super hyggeligt. Vi tog en enkelt overnatning inden vi om morgenen startede størfiskeriet. Rene mødte os om morgenen ved søen og gik igang med at finde fiskegrejet frem og rigge til.
Der var godt gang i størene og flere gange havde vi set eller hørt dem hoppe ud af vandet. Vi havde aftalt af skiftes, så vi tog hver anden fisk. Jeg havde sagt til Rene, at det kunne godt være at der blev delefisk. Hvis mine hænder eller krop ikke kunne holde til en hel fight, så måtte vi bytte lidt og derved dele fisken. Det var heldigvis helt fint. Vejret var meget omskifteligt og meget blæsende. Vi skulle fiske med 4 stænger og vi nåede ikke, at få alle i før den første stør bed på krogen. Jeg fik æren af den første. En fin hvad jeg tror er en sibirisk stør på omkring 10 kg, vurderede vi den vidst til. Herefter gik der kun et par minutter så bevægede stangspidsen på en anden stang sig og Rene kunne efter en god fight lande jeg tror det en diramantstør. En smuk en. Nu må i ikke hænge mig op på størarterne, for dem har jeg altså ikke helt styr på😂
Der gik ikke længe før det igen var min tur til igen at forsøge at hive endnu fisk på land. Og efter endnu en god fight kom endnu en fisk på omkring 10 kg på land. Vi får ikke ret lang pause før Rene må på den igen og efter en længere fight kan han lande en fisk på nok 15-17 kg.
Herefter får vi hver især et par fisk mere på land.
Det var en meget hård dag og jeg tog mig da også lige et par pauser liggende på bænken.
Men da det er Renes tur igen føltes fisken anderledes siger han og er vidst lidt i tvivl om fisken er fejlkroget eller viklet ind i linen men det er fisken ikke, han har fået en flot karpe på. Den føles anderledes end størene men en flot bifangst på +10 kg
Alt i alt får vi 10 fisk hvor af jeg får den største på 23,5 kg som også er en ny stør pr for mig😊og en ny karpe pr til Rene.
Sikke en skøn tur vi havde, Hove fiskepark kan klart anbefales.
Poppelsøen: Størfiskeri
Denne dag skulle vi fiske stør ved poppelsøen.
Vejret var endnu en dag regnfuldt og med vind. Vi købte 5 timers fiskekort.
Grejet sat op og snøren i vandet. Her skulle størfiskeriet vise sig at være noget sværere end ved Hove. Fiskene nappede meget forsigtigt og var væk igen. Så det godt at selskabet er godt. Der blev da også fanget flotte fisk rundt om søen. Og Rene var da også ovre at låne en ung fyr et stangsæt da han desværre havde mistet 5 stør under fighten og efter han lånte sættet lykkes det ham at få sin første stør på land. Det lød som om der var en der skulle spare sammen til noget andet grej😊.
Første stør fik jeg på land omkring 11:30, endnu en smuk fisk. Og knap 15 minutter senere kunne Rene også lande en flot fisk.
Herefter gik det lidt i stå men vi fortsatte fiskeriet dog med en lille grill pause. Mens jeg holdte øje med grill pølserne, gik Rene ned i den ene strøm for at se om han kunne lokke en stør mere på krogen på vingummi burger. Og der gik overraskende nok ikke så længe så fik han en på krogen igen.
Herefter var det tid til grill pølser og derefter prøvede vi at flytte ned i strømmen i den anden ende af søen men der gik det lidt i stå.
Lige som jeg havde pakket sammen og vi skulle til at køre får Rene en stør på krogen som er god stærk. Han spørger flere gange om jeg ikke vil have den, for det var jo min tur. Jeg havde lovet at vi skulle køre så sagde nej men det var svært ikke at blive og se hvilket monster der kom op af vandet. Efter et stykke tids fight bliver fisken alligevel en dele fisk, Mogens(søejer) kommer ned og hyggesnakker mens jeg fighter fisken, vi lander en smuk stør på ca 22 kg sammen.
Alt i alt gav dagen 4 fisk over 5 timer, 2,5 til Rene og 1,5 til mig 😂
Men en skøn tur og sjovt at gense Poppelsøen efter næsten 10 år.
Store Rosenbusk Put and take: Ørredfiskeri
Turen gik til Store Rosenbusk Put and Take for, at prøve den nu hvor vi var på øen. Jeg var træt og godt brugt i kroppen fra de to foregående fiskedage og valgte derfor kun at skulle fiske to timer. Rene var taget til søen fra morgenstunden og jeg kom til lidt senere. Jeg ved godt fiskeriet er bedst om sommeren tidligt eller sent men jeg havde brug for noget søvn efter de foregående dages fights. Da vi ankom til søen gik jeg igang med at rigge udstyr til og der kom ejeren også og hilste pænt på. Det altid hyggeligt. Vi fik en god snak mens vi bevægede os mod søen. Der var massere af guldørreder, at se i søen og Rene havde allerede fanget 3 inden min ankomst. Vejret var igen noget omskifteligt med regnbyger og vind. Rene havde spottet en stime guldørreder ude midt i søen som vi besluttede os for at fiske på. Jeg havde rigget ul stangen til, men havde svært ved at nå derud med mange af Micro blinkene og når jeg endelig nåede derud ville de heller ingenting.
Terrænet ved søen er ret udfordrende, når man som mig ikke er så godt gående og ej har så god balance. Efter noget tid uden held med ulstangen, blev bombardastangen rigget til og jeg fik en stol og sidde på mens jeg fiskede.
Men kort tid tilbage forsøgte jeg med et par kast over stimen men hurtigt gik der kludder i forfanget og det knækkede og det passede næsten med at tiden var gået. Jeg gik over for at pakke sammen mens Rene tog et par kast mere og her lokkede han yderligere 2 guldørreder til. Herefter pakkede vi sammen og jeg takkede af med en nultur.
Vesterled Put and take: Ørredfiskeri
Jeg havde tidligere mødt ejeren og lovet jeg nok skulle komme på besøg når jeg kom til Sjælland, så vi kørte turen ned til søen hvor de havde knoklet for at fjerne Grødde mens søen havde været lukket og endelig kom åbningsdagen, hvor jeg nåede ned til søen en halv times tid før åbning. Her kunne jeg hilse på Rasmus(søejer) som lige havde hentet 2-4 Kgs fisk som skulle udsættes i søen inden åbning. Jeg fik hilst pænt på og kigget på de mange fisk der skulle i søen. Og var så heldig at få lov til at filme udsætningsvideoen. Lidt kunne jeg da hjælpe med. Min krop var godt brugt efter de foregående dages fiskeri og jeg købte 2 timers fiskeri. Selvom det et skønt sted og der er fisk i massevis i søen og vandet er klart, Kunne kroppen ikke orke mere den dag. Jeg riggede både ul stangen til og bombarda stangen men fiskede kun med bombarda, så kunne jeg nemlig sidde ned og slappe af imens.
Jeg forsøgte med gummidyr og powerbait men intet syntes at virke for mig. Jeg kunne dog mærke lidt nap et par gange men meget forsigtigt. Jeg har ikke fisket så meget med bombarda så der har jeg lidt at lære endnu. Men det altid sjovt at lære nyt. Jeg nød virkelig at sidde på broen og kigge på alle fiskene svømme rundt. Og jeg er ret sikker på den store Lundby ørred syntes det var sjovt at håne mig lidt for den ville ingenting men svømmede konstant frem og tilbage omkring mig.
Turen blev til en nultur for mit vedkommende. Men jeg kunne se der blev fanget lidt på den anden siden mens jeg var der.
Herefter trak vi campingvognen videre til næste sted. Nogen havde meldt at de ville starte fiskeriet næste dag kl 06 om morgenen. Og for at sige det pænt er jeg ikke morgenmenneske…😂
Ørsted Outdoor: Ørredfiskeri
Vi ankom om eftermiddagen ved Ørsted Outdoor og fik lov til at placere campingvognen ved en skøn plads med udsigt ned til vandet. Jeg havde lavet en aftale med ejerne forinden, da jeg jo sidder i Danmarks sportsfiskerforbunds handicapudvalg og vi er ved at lave et samarbejde med danske ørredsøer. Så her havde jeg lidt “arbejde” også. Ejerne er super skønne og imødekommende og jeg ser meget frem til samarbejdet. Og at besøge dem igen.
Tilbage til fiskeriet, havde aftalt at fiske med Rene igen og Team Petterson. De startede kl 06 og jeg tilsluttede mig 07.15. Jeg købte et 24 timers fiskekort(noget man kan som campist på pladsen), så jeg kunne gå til og fra fiskeriet som det lige passede.
Da jeg kom ned til søen havde Sofus allerede fanget en fisk og Rene fik en fisk på krogen med det samme. Jeg startede med ul stangen og lidt forskelligt derpå men uden held. Der gik ikke så længe inden jeg skiftede til bombardastangen, hvor jeg først forsøgte med lidt forskellige gummidyr. Det regnede en del og jeg orkede ikke, at kæmpe med klistret powerbait i regnvejr. Det kan godt blive en udfordring. Der var masser af fisk i vandet og vandet var klart så man kunne nemt se når de svømmede rundt. På et tidspunkt overgiver jeg mig alligevel til powerbait. Det viste sig også at være den bedste medicin, denne dag. Banan powerbait fisket på 280 cm forfang med 2 små splithagl på, formet som elefantfod og rullet langsomt ind. Gav 3 fisk til mig.
Sofus fik 5, heraf 2 guldørreder som gav en lille præmie i butikken. Thomas 4 Stk, Rene 6 Stk og jeg selv som nævnt fik 3 Stk mens de var der.
Mens vi fiskede var der arrengement for cancerramte børn, som jeg forærede mine 3 fisk til. Og de andre gav vidst også nogle fisk væk. Det skønt når der er nogle der laver sådanne arrangementer, der kan glæde folk.
Herefter stod dagen på noget frokost og afslapning inden et lille møde med ejerne, hvor vi gennemgik forskellige ting ved søen og jeg kom med små forslag til forbedringer der kan optimere tilgængelighedsforholdene ved søen(jeg syntes allerede de gør en stor insats, som jeg er meget taknemlig for)
Aftenfiskeri
Om aftenen besluttede jeg mig for at tage kørestolen og fiske lidt inden det blev helt mørkt. Jeg tror jeg fiskede måske 45 minutter og det lykkes mig at få endnu en fin fisk på banan powerbait herefter afsluttede jeg fiskeriet igen.
Jeg tror jeg faldt i Søvn lige som hovedet ramte puden.
Jeg må indrømme jeg er ret begejstret for stedet. Jeg elsker når der er camping og fiskeri kombineret. Og hvor man vælger at gøre noget ud af begge dele. Også er der er stort handicaptoilet, og meget plant rundt om søen så man selv med udfordringer forholdsvis nemt kan komme rundt og ned og fiske ved søen selv fra kørestol.( er testet).
Jeg må nok indrømme at selvom det har været en skøn tur, er sådan en tur for hård for min krop. At besøge så mange forskellige steder på en uges tid er for meget for sådan en som mig. Kroppen er mere udmattet og mere smertepræget end normalt. Men jeg har nydt det på trods.
Foto og video: Hardy foto&video